Jagtloven skriver således om jagt på mindre arealer (uddrag af jagtloven):

§18 stk. 1:

Der må ikke drives jagt på eller fra et sammenhængende areal, der er mindre end 1 ha. Et areal anses for sammenhængende, uanset at det gennemskæres af vej eller jernbane, når disse lovligt kan krydses til fods.

§18, stk. 2, 1. pkt.:

Kun ejendommens ejer og dennes husstand må drive jagt på eller fra et sammenhængende areal, der er mindre end 5 ha. Et areal anses for sammenhængende, uanset at det gennemskæres af vej eller jernbane, når disse lovligt kan krydses til fods.

Jf. bemærkninger til loven:

Ved beregning af et areals størrelse i relation til bestemmelserne i §18 indgår ferske vande, dvs. søer og vandløb. I modsætning til fiskeriterritoriet er der ikke fri jagtret på ferske vande. Iflg. Jagtlovens §14 stk. 2, tilkommer jagtretten på ferske vande, der ikke er undergivet særlig ejendomsret, ejerne af de tilstødende ejendomme, således, at en bredejer har jagtret på den del af vandet, der ligger nærmere den pågældendes ejendom end nogen anden ejendom. En sø eller et vandløb ”deler” således ikke et areal i to eller flere, med mindre der er forskellige bredejere. Bredejere kan også indgå naboaftaler, således at vandarealet medregnes i det samlede areal.

Iflg. Jagtlovens §18 må der ikke drives jagt på arealer, der er mindre end 1 ha, og jagten må ikke udlejes på arealer mindre end 5 ha., med mindre der indgås naboaftaler om, at jagten på arealet udøves sammen med jagten på tilgrænsende arealer, således at det samlede areal overstiger de nævnte arealgrænser. Hensigten har især været at mindske væsentlige, jagtlige problemer i form af et uacceptabelt højt jagttryk i mose og engområder, som er opdelt i mange små parceller.

Der har været anlagt retssag herom.

Sagen drejer sig om, hvorvidt ejeren af en vaskehal N ApS er ansvarlig for en faldulykke, som en bilist A var udsat for i februar måned 2018 i forbindelse med vask af en bil i en vaskehal tilhørende N ApS.

Sagen var kort fortalt således, at A havde kørt sin bil ind i en vaskehal, og da A var på vej ud, faldt hun umiddelbart uden for porten til vaskehallen som følge af, der var isglat på stedet. Som følge af faldet brækkede A anklen. A ville have erstatning, men det nægtede ejeren af vaskehallen N ApS.

Da det ikke var muligt at få erstatning på frivillig måde, anlagde A sag ved domstolene med påstand om, at det selskab, der ejede vaskehallen, N ApS, skulle anerkende at have handlet ansvarspådragende og som følge heraf være erstatningsansvarlig for hendes tilskadekomst.

Parterne var enige om, at der var blevet saltet på pladsen uden for porten til vaskehallen om morgenen den pågældende dag.

Men parterne var ikke enige om, at der var strøet grus eller i øvrigt foretaget yderligere glatførebekæmpelse i løbet af dagen, inden A faldt omkring kl. 13.

Ejeren havde været klar over, at det var en svær opgave at bekæmpe den glatte overflade, der opstod, når biler efter vask kørte ud fra vaskehallen.

På grundlag af dette sagde Retten, at

”henset til oplysningerne om vejrforholdene og oplysningerne om området umiddelbart foran porten til vaskehallen, havde N som følge af det vedvarende frostvejr og vaskehallens indretning haft en særlig anledning til at foretage yderligere glatførebekæmpelse i løbet af dagen. Da N havde undladt dette, havde N derved pådraget sig et erstatningsansvar for det uheld, der skete. A’s påstand blev herefter taget til følge”.

Konklusionen på ovenstående er, at det ikke er nok at salte i glatføre, der skal også gruses.