Nabostrid om hækken?

Nabostrid om hækken?

 

Det er snart tid til at klippe hækken, og de fleste husejere har en mening om, hvornår tiden er inde, og hvor høj hækken skal være.

Det nemmeste er altid, hvis du og naboen kan blive enige om, hvornår hækken skal klippes og hvor høj den skal være. Er i enige, kan i aftale næsten, hvad i vil, og i bestemmer selv, hvor høj hækken må være, hvornår den skal klippes og hvor tit. Vær opmærksom på, at der kan være servitutter eller kommunale bestemmelser, der fastsætter en højde, som i så skal overholde.

Kan i ikke blive enige, er det hegnssynet, der kan træffe afgørelse i en tvist.

Du kan kontakte din kommune for at få nærmere information om hegnssynet, men hovedreglen er ved uenighed, at hækken klippes ned til 2 meter i højden én gang om året.

Når man nu ved, det ender der, er det oftest en god ide selv at lave en aftale, der stemmer med det, vi ved hegnssynet typisk beslutter. Det er både billigere og hurtigere.

Grøn omstilling medfører krav om etablering af ladestandere til elbiler

Grøn omstilling medfører krav om etablering af ladestandere til elbiler

 

Som led i øget fokus på grøn omstilling har Folketinget den 19. december 2019 vedtaget en ændring af Byggeloven, der giver boligministeren mulighed for at stille krav om etablering af ladestandere til elbiler ved såvel bolig- som erhvervsbyggeri.

De nye regler, der findes i Byggelovens § 4 d, giver boligministeren mulighed for at stille krav om etablering af ladestandere ved nybyggeri med mere en 10 tilknyttede parkeringspladser, ved ombygning af byggeri med mere end 10 tilknyttede parkeringspladser og ved bestående erhvervsbyggeri, hvor der er mere end 20 tilknyttede parkeringspladser.

Det er ikke i forbindelse med lovændringen påtænkt, at der etableres nye tilskudsmuligheder, så udgiften til etablering af ladestandere vil påhvile de respektive bygningsejere, der dog har en frist frem til 1. januar 2025 til at gennemføre etableringen.

Bekendtgørelsen, hvor de nærmere krav til antallet af ladestandere fremgår, er trådt i kraft den 10. marts 2020.

Det forventes, at tiltaget vil øge antallet af ladestandere fra de ca. 2.500, der findes i dag, til ca. 26.000 pr. 1. januar 2025.

Du må ikke fælde naboens træ

Du må ikke fælde naboens træ

 

Det forekommer ret naturligt, at man ikke må starte sin motorsav og gå ind i naboens have og fælde et træ. Du kan heller ikke kræve, at naboen selv går i gang med motorsaven.

Som udgangspunkt må du heller ikke beskære din nabos træer, heller ikke, hvis de skygger, eller grene går ind over grunden.

Der er dog fastsat tre undtagelser i Hegnsloven:

  • Hvis der vokser grene fra naboens træer ind gennem jeres fælles hegn, eller grenene hænger så lavt over hegnet, at det skades, må du gerne kappe grenene af, men ikke længere inde end i skellinjen.
  • Hvis grenene fra naboens træ hænger så lavt ind over din grund, at du ikke kan komme til med dine havemaskiner, må du gerne beskære grenene, igen ikke længere inde end i skellinjen.
  • Hvis der hænger gamle, rådne grene ind over grunden, og de udgør en sikkerhedsfare, kan du kræve, at naboen skærer grenene af. Her må du ikke selv gå i gang med beskæringen, men skal kontakte hegnssynet, hvis din nabo ikke efterkommer dit krav.

Det er dog altid en god idé at forsøge at opnå en mindelig aftale mellem naboer, så hegnssynet ikke kommer på arbejde. Det er både billigere og hurtigere.