FREMTIDSFULMAGT – kan sikre dig, hvis uheldet rammer eller alderdommen trykker

Fremtidsfuldmagter blev mulige i efteråret 2017. Mange har allerede gjort brug af muligheden, men hvorfor bør du overveje en fremtidsfuldmagt?

 

En fremtidsfuldmagt kan sikre, at andre kan handle på dine vegne, hvis du ikke selv er i stand hertil. Det kan være salg af fast ejendom og værdipapirer samt stillingtagen til plejehjem, støttemidler og andre personlige forhold.

 

Det er dig, som vælger, hvem du ønsker, skal hjælpe dig med dine personlige og økonomiske forhold, hvis du en dag ikke selv er i stand hertil, eller ikke selv ønsker at stå for det mere. Kommer du i stedet under et værgemål, hvilket kan være en vanskelig og administrativ tung opgave at komme igennem med, kan du ikke vide dig sikker på, at det netop er den person, du havde tænkt, skulle være din værge, som også bliver det.

 

Ved TELLUS Advokater tilbyder vi et GRATIS FAMILIETJEK, hvor vi blandt andet gennemgår din personlige situation og stiller dig spørgsmål, således fuldmagten placeres det rigtige sted. Vi anbefaler, at du drøfter indholdet af din fremtidsfuldmagt med en rådgiver, således eventuelle huller og misforståelser undgås.

 

Skal alle børnene indsættes som fuldmægtig? Eller skal det måske kun være nogle? Skal de øvrige børn i så fald have adgang til at tjekke de andres handlinger. Må dine fuldmægtige gøre, hvad de vil, eller skal der sættes nogle begrænsninger? Og hvordan er det nu lige med gaver?

 

Det er vigtigt at få truffet de rigtige valg, således du sikrer både dig selv og dine nærmeste bedst muligt.

Det skal du huske ved gældsbreve i familien

Gældsbreve bliver ofte anvendt som led i generationsskifter i familier. Skal et barn f.eks. overtage sine forældres sommerhus / parcelhus eller landbrugsejendom, kan betalingen for købet ske med f.eks. et mindre kontant beløb og et gældsbrev (evt. et anfordringsgældsbrev), og de efterfølgende år kan forældrene årligt beslutte at give barnet en gave ved at nedskrive gældsbrevet.

I 2022 må hver forælder give et afgiftsfrit gavebeløb på op til 69.500 kr. pr. barn. I eksemplet med ejendommen kan forældreparret altså årligt nedskrive gældsbrevet med 139.000 kr., indtil gælden er afviklet (bemærk dog, at satsen reguleres hvert år).

Vestre landsret har truffet afgørelse om, hvordan nedskrivning af gældsbreve skal ske, førend de er gyldige.

Sagen handler om en mand, der i 2013 solgte sit sommerhus til sine to livsarvinger. En del af betalingen bestod i et gældsbrev på 1.030.000 kr., og ifølge arvingerne var gældsbrevet derefter årligt blevet nedskrevet med det afgiftsfrie gavebeløb fra manden og hans ægtefælle, der døde i hhv. 2014 og 2017.

I boopgørelsen angav arvingerne restgælden på gældsbrevet til 185.900 kr. Imidlertid kunne arvingerne ikke dokumentere de løbende gavebeløb, som gældsbrevet angiveligt var blevet nedskrevet med, og derfor måtte arvingerne i sidste ende betale boafgift af hele gældsbrevets pålydende.

Den fornødne dokumentation

Afgørelsen er en påmindelse om, hvor vigtigt det er at dokumentere afgiftsfrie pengegaver, der gives ved at nedskrive gældsbreve. Yderligere er det ikke nok, at gavegiveren dokumenterer de årlige gældsnedskrivninger, f.eks. i personlige regnskaber. Der kræves også, at gavemodtageren har fået besked om nedskrivningen.