De fleste landmænd har formentlig oplevet, at de af landbrugsrådgivere eller andre er blevet opfordret til at få sikret deres brugsrettigheder over tredjemands ejendom, herunder særligt vejrettigheder og vandingsrettigheder, ved tinglysning af servitutter, der sikrer rettigheden mod opsigelse bl.a. i tilfælde af ejerskifte af tredjemandens ejendom.

Det teoretiske udgangspunkt, som også har vundet gehør ved domstolene, har været, at en tinglyst rettighed, i det omfang det er nødvendigt for opfyldelse af formålet med rettigheden, har skullet fortolkes udvidende, også i tilfælde hvor ordlyden har været klar. Har man f.eks. haft ret til færdsel med landbrugsmaskiner ad en privat vej tilhørende en nabo, har udgangspunktet således været, at denne rettighed kunne udstrækkes i omfang stadigt større landbrugsmaskiner har nødvendiggjort dette. Den vejberettigede har således kunnet fordre, at en nabos privatvej – ganske vist for den vejberettigedes regning – er blevet udvidet i bredden, idet den tinglyste rettighed ellers ville blive illusorisk.

Vestre Landsret har ved dom af 29. september 2022 gjort op med princippet om udvidende fortolkning af servitutter, hvor dette er nødvendigt for at opfylde servituttens formål.

Sagen, der angik spørgsmålet om, hvorvidt en vejberettiget, der havde ”ret til færden med kreaturer og færdsel med traktor med let vogn”, kunne udstrække denne ret til at omfatte et hegn, der efter vejberettigedes opfattelse var nødvendig for, at denne kunne udnytte vejretten, idet den pågældende vej ledte fra den vejberettigedes ejendom over tredjemands ejendom til et §3 område ejet af vejberettigede. For at kunne afgræsse §3 området var det således nødvendigt for vejberettigede at have kreaturer gående på arealet, og idet det var et §3 område kunne vejberettigede hverken opstille vandtrug eller læskur på arealet, hvorfor det var en praktisk nødvendighed for vejberettigede at have vejen hegnet, således kreaturerne kunne gå frit frem og tilbage fra §3 området til vejberettigedes ejendom, hvor vandtrug og læskur var opstillet.

Vestre Landsret udtalte ”uanset at det måtte være hensigtsmæssigt eller måske endda nødvendigt med et hegn for, at kreaturer kan gå ad vejen, er der ikke grundlag for at indfortolke en ret til at have et hegn langs vejen i deklarationen.”

Dommen er således udtryk for, at man ikke længere kan fæste lid til det teoretiske udgangspunkt om, at tinglyste servitutter, når dette er nødvendigt for at sikre udnyttelse af den servitutbestemte rettighed, skal undergives en udvidende formålsfortolkning.

Med denne ændrede retstilstand in mente bør enhver landmand, der har servitutbestemte rettigheder over tredjemands ejendom, sikre sig, at indholdet af de pågældende servitutter er i overensstemmelse med den faktiske brug og det faktiske behov. I modsat fald risikerer man, som i den sag Vestre Landsret behandlede at stå tilbage med en ganske vist tinglyst; men i bund og grund ubrugelig rettighed.