Derfor skal du vælge at få indsat et advokatforbehold i handelsaftalen

I lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom blev det fastlagt, at man som boligkøber har 6 hverdage til at fortryde sit boligkøb.

Sælger har ikke fortrydelsesret efter loven.

Fristen på 6 hverdage betyder, at man altid har mindst én weekend til sine overvejelser. Hvis køber benytter fortrydelsesretten, skal køber betale 1% af ejendommens pris i godtgørelse til sælger.

Hvis du som køber får skrevet ind i aftalen, at din underskrift er betinget af din advokats godkendelse, kan du fortryde handlen uden det koster noget.

Advokatforbeholdet er din forsikring for, at du – efter en gennemgang af købsaftalen med advokaten – kan træde tilbage, hvis der dukker noget uventet op.

Der er i dag en høj grad af professionalisme på boligmarkedet, og det er heldigvis ikke så tit, der dukker noget op, men ind i mellem sidder vi med en køber, der overraskes over det advokaten finder – og så er det en fordel for køber, at kunne komme forholdsvis smertefrit ud af aftalen.