Den 16. november 2020 indgik Regeringen sammen med SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet aftale om aflivning og midlertidigt forbud mod hold af mink. Aftalen berører også spørgsmålet om erstatning til minkavlere og de berørte følgeerhverv, idet det i aftalen hedder: ”I nogle tilfælde, hvor en minkvirksomhed afvikles, kan sådanne foranstaltninger have karakter af ekspropriation efter grundlovens § 73. Uanset om det er tilfældet eller ej, er aftalepartierne enige om, at minkavlerne og de meget minkavlsafhængige følgeerhverv skal behandles, som om der er tale om ekspropriation. I forlængelse heraf er aftalepartierne enige om, at minkavlerne skal have fuldstændig erstatning. Erstatning ydes til virksomheder som følge af beslutninger gennemført af danske myndigheder.”
Der pågår fortsat forhandlinger mellem Regeringen og Folketingets partier vedrørende rammerne for erstatningsudmålingen, men det synes umiddelbart klart, at der til varetagelse af erstatningsudmålingen vil blive nedsat en særlig taksationskommission.
Grunden til, at spørgsmålet om erstatning ikke forventes behandlet ved de bestående taksationskommissioner er, at der forventes inddraget personer med særlig sagkundskab, der kan sikre en korrekt og ensartet behandling af erstatningskravene.
Vi har i Danmark erfaring med særligt nedsatte taksationskommissioner, således nedsatte Klima-, Energi- og Forsyningsministeren pr. 1. januar 2009 ”Taksationsmyndigheden” til håndtering af sager vedrørende værditab på beboelsesejendomme ved opstilling af vedvarende energianlæg som f.eks. vindmølle- og solcelleanlæg.
En fordel ved nedsættelsen af en særlig taksationskommission er, at denne vil inkludere sagkyndige medlemmer, der kan bibringe den fornødne viden om de særlige forhold, der gør sig gældende for minkavlere og de berørte følgeerhverv.
Ulempen er, at den sagkundskab, der bibringes taksationskommissionen efter gældende retspraksis giver begrænset mulighed for med held at påklage en truffet afgørelse.
Fra Taksationsmyndighedens bedømmelse af erstatninger i forbindelse med opstilling af vindmøller, ved vi at sådanne afgørelse, som det er tilfældet med afgørelser truffet af de almindelige taksationskommissioner, under tiden vil skuffe de berørte borgeres forventninger til erstatningens udmåling. Men hvor erstatningsudmålinger fastsat af de almindelige taksationskommissioner i nogle tilfælde bliver tilsidesat ved domstolene, har domstolene for så vidt angår den særlige Taksationsmyndighed været tilbageholdende med at tilsidesætte den sagkundskab, som myndighedens afgørelser er udtryk for.
I 2017 traf Højesteret afgørelse i U.2017.3354.H, der angik domstolsprøvelse af en erstatningsudmåling fastsat af Taksationsmyndigheden. I sagen havde Taksationsmyndigheden fastsat erstatningen på baggrund af beregninger foretaget før den pågældende vindmølles opstilling. Efter vindmøllens opstilling havde den berørte nabo indbragt erstatningsudmålingen for Byretten, i hvilken forbindelse der blev afholdt syn og skøn over den opstillede vindmølles indvirkning på naboens ejendom, og syns- og skønserklæringen kom i den forbindelse frem til en værdiansættelse, der var ca. 7 gange højere end erstatningsudmålingen fastsat på baggrund af beregninger. Til trods for, at domstolene normalt tillægger syns- og skønserklæringer stor vægt og til trods for, at syns- og skønserklæringen – i modsætning til erstatningsudmålingen fastsat af Taksationsmyndigheden – havde kunnet forholde sig til de fysiske forhold efter vindmøllen var blevet opstillet, endte Højesteret med at konkludere, at der ikke kan ske tilsidesættelse af taksationskommissionens erstatningsfastlæggelse uden sikkert grundlag herfor, og udtalte videre, at det ikke i sig selv tilstrækkeligt er bevis herfor, at der foreligger en skønserklæring med en anden konklusion om værditabets størrelse, heller ikke selv om skønsmandens vurdering er foretaget på baggrund af en besigtigelse efter opstilling af vindmøllerne.”
Det må derfor forventes, at den særlige taksationskommission, der forventes nedsat til at håndtere erstatningsfastlæggelse i forbindelse med forbuddet mod hold af mink m.v. i praksis vil have det sidste ord, når det kommer til udmålingen af erstatninger, da domstolene forventeligt vil følge Højesterets praksis med at være varsomme med at tilsidesætte den sagkundskab, som en særlig nedsat taksationskommission besidder.
