Retsfortabende passivitet, der er den juridiske term for at et krav, uden at være forældet, kan bortfalde på grund af den berettigedes manglende ageren, har såvel i teori som praksis haft trange kår siden ændringen af forældelsesreglerne pr. 1. januar 2008.
Med Forældelsesloven af 2007 (ikrafttræden 1. januar 2008) blev der ændret på forældelsesfristerne, herunder på den 5-årige forældelse af simple krav, som havde eksisteret siden Forældelsesloven af 1908 trådte i kraft.
Den 5-årige forældelsesfrist blev skåret ned til en 3-årig forældelsesfrist, og med den ændring blev rummet, hvori begrebet retsfortabende passivitet kunne udfolde sig, stærkt begrænset.
Retsfortabende passivitet var, forud for lovændringen, allerede under pres i den juridiske teori; men havde dog sin brugbarhed, da den fremherskende opfattelse var, at man godt kunne udvise en sådan grad af passivitet inden den 5-årige forældelse indtrådte, at der var behov for, at noget sådant kunne føre til retsfortabelse.
Med den nye 3-årige forældelsesfrist er antallet af domme, der stipulerer fortabelse af et krav på grund af udvist passivitet faldet markant. Dette er dog ikke ensbetydende med, at retsfortabende passivitet ikke har sin berettigelse hverken som juridisk begreb eller som noget, man særligt som erhvervsdrivende skal være agtpågivende i forhold til.
Østre Landsret har således i sin dom af 20. januar 2021 (U.2021.1698.Ø) fastslået, at en erhvervsdrivende, der først efter 20 måneder, og dermed 16 måneder inden forældelse ville være indtrådt, gjorde indsigelse mod ændringen af en rentesats, havde fortabt sit krav på grund af passivitet
Det er derfor fortsat vigtigt, at man sørger for hurtigt at gøre sit krav eller indsigelse gældende. Dette gælder særligt for erhvervsdrivende, hvor der ikke er forbrugerbeskyttelseshensyn, der kan tale mod at lade passivitet føre til retsfortabelse.
