En ejer af en ejerlejlighed måtte igennem retten 2 gange før han fik ret.
Ejeren af ejerlejligheden, beliggende i kælderniveau, fik medhold i, at ejerforeningen skulle afholde omkostningerne til udbedring af fugtproblemer på grund af fugtindtrængning.
En ejendom var i 1977 blevet opdelt i 7 ejerlejligheder. Det fremgik af §15 i ejendommens vedtægter, at ejerforeningen havde den udvendige vedligeholdelse af bl.a. bygninger, mens den enkelte ejerlejlighedsejer havde den indvendige vedligeholdelsespligt.
I 2012 havde E købt en kælderlejlighed af et dødsbo for 650.000 kr. Det fremgik af købsaftalen, at der ved fastsættelsen af købesummen var taget hensyn til en ansvarsfraskrivelsesklausul. Af tilstandsrapporten fremgik bl.a., at der var fugtgennemslag i kældervægge.
Efter indflytningen konstaterede E problemer med fugt, og han anlagde i 2014 sag mod ejerforeningen med påstand om, at ejerforeningen skulle anerkende at være vedligeholdelsespligtig vedrørende den udvendige vedligeholdelse af bygningen, og omkringliggende fællesarealer.
E fik ved en dom fra juni 2015 medhold, og ejerforeningen blev dømt til at iværksætte, og afholde udgifterne til forskellige foranstaltninger, bl.a. sænkning af terrænniveau omkring lejligheden, og etablering af omfangsdræn. Ejerforeningen udførte de foranstaltninger, der var pålagt i dommen, men der var stadig problemer med fugtindtrængning.
E anlagde i 2018 igen sag an mod ejerforeningen med samme påstand som i den første sag, idet omkostningerne til vedligeholdelsesforanstaltningerne efter fradrag af nyt for gammelt var sat til 556.010 kr. Der blev afholdt syn og skøn. Skønsmanden kunne konstatere kraftig fugtindtrængning i ejerlejlighedens ydervægge, indervægge, og trægulve, således at tapet, og puds på vægge var løst, og trægulvene var misfarvede. Skønsmanden udtalte om årsagen, at de grundmurede fundamenter ikke var forsynet med fugtspærre, og ved kraftigt vandtryk ophobedes vand i fundamenter og vægge.
Skønsmanden konstaterede endvidere, at fugtsikringstiltagene udført i 2015 var korrekt udført, men utilstrækkelige. E’s påstand blev også i den nye sag taget til følge, idet den udvendige vedligeholdelsespligt påhvilede ejerforeningen, og den konstaterede fugtindtrængning var omfattet af den udvendige vedligeholdelsespligt. E havde i sin påstand taget højde for, at udbedring ville medføre en forbedring. Det kunne ikke pålægges E at stille sikkerhed for omkostninger til udbedring. Det blev bemærket, at ansvarsfraskrivelsesklausulen vedrørte forholdet mellem E og sælger, hvorfor ejerforeningen ikke kunne påberåbe sig ansvarsfraskrivelsesklausulen.
Konklusionen på ovenstående må være, at det godt kan betale sig at holde fast i sin ret, når man føler, at man har ret.
