Forældre blev hver især idømt bøder og tvangsbøder på 2.000 kr. for at undlade at oplyse barns navn til ministerialbogen (personregistret).
T1 og T2 havde overtrådt navnelovens § 12, stk. 2, ved at have undladt senest 6 måneder efter barns fødsel at anmelde barnets navn til det sogn, hvor barnet havde bopæl, og de blev hver især idømt bøder, og tvangsbøder på 2.000 kr.
T1 og T2 var i 2013 idømt bøder på 500 kr. for lignende kriminalitet. Landsretten tiltrådte af de grunde, der var anført i dommen, at T1 og T2 var skyldige efter anklageskriftet. Landsretten bemærkede, at det – uanset overvejelser om hensynet til religionsfriheden – blev anset for mest hensigtsmæssigt at fastholde registrering af navngivning, og navneændring hos den myndighed, der også registrerer fødsler, og dødsfald.
Landsretten fandt såvel bødestraffen som fastsættelsen af tvangsbøder passende.
De forklaringer, som T1 og T2 fremkom med var , at deres datter i dag er 3 år, og hun er deres andet barn. De har ikke villet anmelde barnets navn til sognet, fordi de ikke ønsker at navngive deres barn gennem kirken eller anden religiøs institution. Både T 1 og T2 har meldt sig ud af Folkekirken.
Forespurgt bekræftede tiltalte, at datteren endnu ikke er navngivet. Hun går i børnehave, og lyder sit navn. Hun har et pas, og ID-papirer. Hun mangler kun at blive registreret i CPR-registret.
T1 og T2 har både principielle, og konkrete grunde til ikke at ville anmelde barnets navn til sognet.
Tiltalte T1 kommer selv fra en indremissionsk familie, og det har haft stor betydning for ham personligt at tage afstand fra det indremissionske samfund, og melde sig ud af Folkekirken. Han tager derfor stor afstand fra den sociale kontrol, der for ham er forbundet med at være en del af et trossamfund. Tiltaltes bedstemor har reageret voldsomt på, at parrets børn ikke skulle døbes, og har givet udtryk for, at børnene vil havne i Helvede. T1 er bekendt med, at præster i København bruger dåbs- og navnelister til at missionere ud fra. Præsterne vælger, ud fra listerne, familier med børn med danskklingende navne, og opsøger forældrene for at få dem til at døbe deres børn. T1 ønsker ikke, at datteren skal have noget med Folkekirken at gøre før hun bliver voksen, og selv kan tage stilling til det. T1 forklarede videre, at deres ældste datter i dag er 8 år gammel. Parret var igennem en tilsvarende sag omkring navngivningen af hende, og de navngav hende efter de blev dømt hertil i byretten i 2008.
T2 skulle rejse til USA for at arbejde der, så derfor valgte de at følge dommen, og ikke tage en mere principiel kamp op mod den.
I dag er deres personlige forhold anderledes, hvorfor de ønsker en principiel afgørelse af spørgsmålet. De blev dengang idømt en bøde på 500 kr. Konklusionen på sagen må være, at det kan blive dyrt, at overskride de 6 måneders frist for navngivning af børn.
