Tilstandsrapporterne arbejder med et vurderingssystem, der tager udgangspunkt i at ”advare” en køber om evt. udbedringsomkostninger.
Et gult hus betyder, at bygningsdelens funktion kan svigte på længere sigt, og det kan medføre skade på andre bygningsdele. Altså et signal om, at der skal afholdes omkostninger til udbedring, ikke akut, men på sigt.
Et rødt hus betyder, at der muligvis allerede er skader på andre bygningsdele eller vil kunne komme det inden for kort tid. Altså skal køber påregne at bruge penge til udbedring ret hurtigt, så det skal med i budgetlægningen i forbindelse med købet.
Som køber er det vigtigt, at du gennemgår rapporterne nøje for at få et kendskab til husets tilstand og danne dig et overblik over de krav til økonomien, som evt. skader stiller.
Er du den mindste smule i tvivl, bør du altid alliere dig med en håndværker, der har faguddannelsen indenfor det felt, som skaden omhandler. Dels for at få en fagmands vurdering af årsag og virkning dels for at få en vurdering af, hvad det vil koste at få skaden lavet.