Databeskyttelsesforordningen, med den lidet mundrette titel ”Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF”, har siden sin ikrafttræden den 25. maj 2016 kun ført til få afgørelser i Danmark, hvor det er Datatilsynet, der står for at sikre håndhævelsen af forordningen.
Som følge af dette har vi i Danmark en yderst beskeden praksis på området, hvilket er beklageligt særligt da forordningen hjemler endog meget høje bødestraffe på op til 20.000.000 Euro for private, og offentlige aktører, samt på op til 4% af forrige regnskabsårs totale årlige omsætning på verdensbasis for virksomheder. Med henblik på de, efter danske forhold, meget hårde sanktionsmuligheder, er den usikkerhed, der kommer af manglende praksis, betænkelig, og det er i det lys positivt, at Datatilsynet har haft travlt hen over sommeren.
Datatilsynet har således indstillet en privat virksomhed til en bøde på kr. 400.000 for uberettiget at have videregivet personoplysninger om en forhenværende medarbejders strafbare forhold til to af virksomhedens kunder. De videregivne oplysninger var mere detaljerede end hvad der kunne tillades under hensynet til virksomhedens legitime interesse i at videregive oplysninger om strafbare forhold. Hensynet til den legitime interesse finder Datatilsynet endvidere ikke kan opveje den mulige negative indvirkning, som videregivelsens geografiske udbredelse kan have på den tidligere medarbejders fortsatte arbejdsliv.
Datatilsynet har ligeledes indstillet en kommune til en bøde på kr. 200.000,00 for brud på persondatasikkerheden i den kommunale tandpleje. Konkret har den kommunale tandpleje sendt velkomstbreve, hvoraf begge forældres hjemadresser fremgik, til begge forældre, og har således ikke foretaget en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af, hvorvidt adresseoplysningerne måtte videregives. Som følge heraf har forældre i flere tilfælde modtaget adresseoplysninger om den anden forældre og barnet, selvom disse havde navne- og adressebeskyttelse.
Forhåbentlig vil disse, og kommende, sager medvirke til, at der kan skabes en større klarhed over Datatilsynets praksis på området.
